Mailchimp VS Klaviyo

Hvis du enten har kigget bare det mindste ind i e-mailmarketing, og især hvis du har fulgt os over længere tid, så har du helt sikkert hørt om begge disse platforme.

Men kender du forskellen på dem?

I denne artikel vil vi prøve at sætte disse to platforme op imod hinanden, og vise dig, hvor de hver især står stærkest, og hvornår de er det bedste valg. 

Først det korte overblik: 

Fra nu vil vi gå lidt mere i dybden og forklare mere om, hvorfor de har fået den rating, som du ser ovenfor. 

Intuitivitet: 

Mailchimp er et af de letteste e-mailmarketing programmer at bruge, idet den har alle de grundlæggende funktioner, uden at overvælde dig med alle mulige forskellige personaliseringsmuligheder og variationer. Og hvis du alligevel er i tvivl om noget, så har de også en helt masse guides til at hjælpe dig i gang med deres platform. 

De har bl.a.: segmentering, automations og flows, skabeloner, schedulering af e-mails og meget mere. Men fordi det er på et grundlæggende niveau, vil du nemt kunne finde hoved og hale i det hele, og komme godt i gang samme dag, som du har købt og åbnet for programmet. 

Man kan f.eks. bruge deres analyse-funktion som eksempel. Her får du nemlig en meget bredspektret performance-analyse, der tapper ind bredt over alle emner, og giver dig et godt overblik, uden at du skal klikke rundt og vælge ud af forskellige ting du gerne vil se.

Det, som Mailchimp ikke har i særlig høj grad (hvilket bl.a. er grunden til, at det er så let-anvendeligt), er muligheden for at skræddersy disse forskellige funktioner efter dine behov - de er langt hen ad vejen, som de er. 

Det kan Klaviyo derimod. 

Klaviyo har nemlig rigtig mange forskellige måder, du kan sammensætte og skræddersy hele setuppet efter, hvad du har behov for. Og det kan godt være ret overvældende, når du sidder med det første gang. 

Heldigvis er Klaviyo stadig grundlæggende intuitiv at bruge - det kræver bare noget mere tid at få sat alting op, end det gør i Mailchimp. Ikke fordi det er udfordrende, men fordi der er mange variable, der skal være styr på. De har dog gjort dette skridt nemmere, ved at have en masse pre-byggede flows og skabeloner, som du kan tage og bruge med det samme. 

Derudover, så har Klaviyo også, ligesom Mailchimp, en helt masse guides du kan gøre brug af i opsætningen, og vil også løbende selv komme med sine anbefalinger til, hvad du skal gøre, baseret på, hvad du allerede har lavet og hvilke målsætninger, du har for systemet. 

Integrationer: 

Dette punkt er der ikke meget at sige om, da de står meget lige. 

Begge platforme har nemlig en enorm mængde plug’n’play (direkte) integrationer til forskellige programmer. 

Og selv hvis de ikke har integrationen til netop det program du har brug for, så kan de begge integreres med Zapier og har begge åben API, som med alt sandsynlighed kan hjælpe dig som bindeled. 

Forskellen på de to ligger primært i, at Mailchimps integrationer spænder mere bredt, hvor Klaviyos i højere grad centrerer sig om e-commerces. Derfor har Klaviyo også mange flere integrationer i denne kategori og har en meget større datadybde. 

Features og muligheder: 

Som tidligere nævnt, så er Mailchimp i den simplere ende, i forhold til funktioner og muligheder indenfor e-mailmarketing. 

De har alt det grundlæggende, og derfor kan du lægge et godt fundament for at drive e-mailmarketing som en ny virksomhed. 

Men det er ikke bare e-mailmarketing, de kan, de kan også marketing generelt. 

Deres funktioner inkluderer: kampagner, e-mail flows, sociale medier, landingpages, surveys, postkort og ads. Derfor kan man med Mailchimp i virkeligheden styre meget af sin markedsføring. 

Og det bliver gjort endnu nemmere ved integrationer til f.eks. Canva, sådan at sådan nogle ting som logo, skrifttyper og farvekoder bliver uniformt i alt det grafiske materiale. 

Derudover, fordi så meget data omkring kontakterne ligger det samme sted, så kan platformen også til dels fungere som et lille CRM system.

Men igen, alt sammen stadig på et grundlæggende niveau. 

Dog har de annonceret, at de i løbet af 2023 vil gennemgå flere større ændringer og opgraderinger, så dette kan måske ændre sig. 

Klaviyo, derimod, specialiserer sig indenfor e-mail og SMS-marketing, især henvendt mod e-commerces. Og til dem, har de mange, mange flere funktioner, end Mailchimp. 

Det, der især gør dem stærke, er, at alt det, som de har og tilbyder, kan du gå i dybden med og skræddersy til din virksomheds specifikke behov - hvad enten det er flows, splittests, SMS marketing, analyser eller andet. 

På den måde kan du lave et setup, der passer netop til din forretning. 

De har derfor også mange flere forskellige måder at ramme dine kunder i forskellige punkter på deres kunderejse, og i forbindelse med et køb, end mange andre platforme har. 

F.eks. med deres analyser, tager de også det ‘at gå i dybden’ til det næste niveau. For ikke nok med, at du selvfølgelig kan analysere dit eget setup helt i stykker og dykke ned i hver eneste afkrog af det, så kan du også sammenligne det med, hvordan resten af branchen performer. 

Pris: 

Mailchimp er nærmest kendt for deres gratis plan. Den er nemlig også ret stor, og tillader helt op til 500 subscribers, men dog kun 1.000 sendte e-mails om måneden. 

Dog er der også en hage ved det. 

For, hvor den har den store fordel i sin størrelse, så har den også den store ulempe, at mange af deres features (herunder schedulering af e-mails, segmentering og lignende) er gemt bag en betalingsmur. 

Altså, du er nødt til at have en af de pakker, hvor du betaler noget hver måned for at få adgang til dem. 

Og det gør også, at den gratis plan er meget afgrænset i den mængde af muligheder, som står til rådighed. 

Heldigvis er Mailchimp dog nem og økonomisk at komme i gang med som lille virksomhed. For i og med prisen på deres pakker stiger med antallet af din virksomheds subscribers, så betyder det også, at du ikke betaler for mere, end hvad du har brug for. 

Og det er en kæmpe fordel for de virksomheder, der kun lige er på den anden side af de 500 subscribers, men endnu ikke har budgettet til de helt store platforme, som Klaviyo. 

Ligesom Mailchimp, så har Klaviyo også en gratis plan. Og den gør det modsatte af Mailchimps: 

Den tillader kun 250 subscribers, men til gengæld har du adgang til stort set alle Klaviyos mange, mange features. 

Dermed kan du allerede fra start af bygge de flows, du gerne vil have, i stedet for at tingene langsomt bliver åbnet op for dig, som du begynder at betale. 

Dog er deres betalte pakker ofte relativt dyre, og derfor svære for mindre virksomheder at betale - og giver slet ikke økonomisk mening for dem, som ikke har ressourcerne til at udnytte Klaviyo’s mange tilbud. 

Den ideelle bruger: 

Som du måske har udledt ud fra alt, hvad du har læst indtil videre, så har Mailchimp og Klaviyo to meget forskellige målgrupper. 

Og det betyder også, at det er rimelig klart, hvornår det er den ene eller den anden, der er det bedste valg. 

Mailchimp er et fint valg for små brands og virksomheder, som kun lige er begyndt at kigge ind i e-mailmarketing og marketing generelt - her er det nemlig et super fint all-in-one marketing værktøj for begynderne. Specielt når man ikke har det største budget at arbejde med. 

Klaviyo er meget mere bygget hen imod e-commerces - og især de mellemstore til store virksomheder, eller dem, der har høje ambitioner for deres e-mailmarketing. Klaviyo er derfor til dem, der har et større budget at arbejde med, og har høje ambitioner for deres e-mailmarketing, med et ønske om at kunne skræddersy det præcist efter sine behov, og kunne trække specifikke data ud af platformen.

Vil du vide mere?

Så kan du tage men snak med vores Client Service Team! - De kan spore dig ind på, hvilken platform passer bedst til dig og din virksomhed.

Læs videre 🤓