En rigtig god e-mail: Rains

Det er nemmere sagt end gjort - for selvom du ofte læser, hvad en god e-mail er, ved du så egentlig, hvordan sådan én kan se ud?

Det kan du snart.

For i disse blogindlæg dykker vi ned i konkrete e-mails og fortæller, hvad der fungerer og hvad, der kunne være endnu bedre. I dette indlæg har vi valgt at fremhæve en e-mail fra Rains.

Først lidt om Rains

Hvis du bor i Danmark, hvor vejret er ligeså lunefuldt, som Lars H.U.G mener, at lykken er, så kender du også til Rains.

Den danske regntøjssucces har formået at etablere sig selv som en anerkendt forhandler af udendørstøj med deres signaturcoating, så produkterne kan modstå alt slags vejr. Og denne etablering har ikke kun fundet sted nationalt - Rains har succesfulde butikker rundt omkring i hele verden.

Og så har vi hjulpet dem med deres e-mailmarketing siden slutningen af 2021 🙏

Rains har fra start haft en meget klar visuel og kommunikativ strategi. Den strategi har vi hjulpet dem med at overføre til deres e-mailkanal, så der er en rød tråd mellem deres platforme. Den strategi vil vi gerne vise dig i e-mailen her:

Design

• Du spærrer øjnene op i det øjeblik, du klikker ind på e-mailen. Og her er det især det sort/hvide baggrundsbillede, der fanger øjet.

• Den korte tekst gør, at det netop er billederne, der er stor fokus på. Og eftersom det er nogle enormt lækre billeder, sælger de budskabet (og produktet) rigtig godt.

• Det er en elegant designdetalje, at udtrykket i e-mailen er sort/hvid, da det matcher den kollektion, de fremhæver, som også er i sort/hvid. Det teaser tilpas meget for kollektionen uden at miste den velkendte mystik, som Rains gerne vil opretholde.

• Udtrykket er meget high end og editorial, hvilket virkelig giver indtrykket af, at vi her har med en stor spiller indenfor high end fashion brands at gøre.

• E-mailen fremstår enormt lækker, enkel, ren og meget æstetisk - hvilket går direkte tilbage og bliver indtrykket af selve brandet.

Tekst

• Rains er kendt for deres korte, præcise tekster. Eftersom Rains har så lækkert et e-maildesign og billedmateriale til rådighed, er det i deres interesse at lade netop design og billeder komme i forgrunden. Og det lykkedes rigtig godt med den korte og præcise tekst. Har man ikke samme billede- og designmateriale til rådighed, skal man dog være påpasselig med at skrive ligeså kort en tekst.

• Rains skriver alle deres tekster på engelsk. Dette tjener to formål: de sparer tid ved kun at skulle producere én tekst i stedet for at få oversat til alle de markeder, de sender til. Og derudover opretholder de også lidt en coolness ved kun at skrive på engelsk. Dels fordi engelsk bare er et mere cool sprog at kommunikere på og dels fordi, at det også mimerer det, de andre store brands gør. På den måde placerer man som subscriber dem automatisk i en high end-kategori.

Hvad kunne være bedre?

• Har du lyst til at lade dig inspirere af Rains e-maildesign? Det forstår vi godt! Men så er det vigtigt, at du sørger for at teste mailen grundigt, da baggrundsbilleder renderer meget forskelligt (og især på Outlook). Det gør du fx med hjælp fra værktøjerne emailonacid.com eller litmus.com.

• Og når du nu er i gang med at teste dit design, så skal du også lige være sikker på, at det spiller i dark mode.

• Produkteksterne er ret små i e-mailen. Og selvom vi ved, at det er et aktivt valg fra Rains side, så anbefaler vi generelt, at de er lidt større, så man nemmere kan læse dem.

• Man kunne med fordel også tilføje en CTA-knap ved hvert produkt for at tydeliggøre, at produktet kan købes. Dette vil være med til at lette brugerrejsen yderligere.

• Når Rains kun vælger at kommunikere på engelsk, tjener det en masse gode formål, som vi har nævnt lidt længere oppe. Men det har også den ulempe, at vi - som danske modtagere - skal bruge lidt ekstra tid på at oversætte teksten til vores modersmål. Den oversættelse kræver energi fra os (læs: vores hjerner, som allerhelst gerne vil værne mest muligt om dens energiforbrug), og derfor vil der være nogle, der automatisk ikke læser e-mailen.

Læs videre 🤓