En rigtig god e-mail: Boody

Det er nemmere sagt end gjort - for selvom du ofte læser, hvordan en god e-mail bør se ud, ved du så egentlig, hvordan sådan én reelt kan se ud?

Det kan du snart. 

For i disse blogindlæg dykker vi ned i konkrete e-mails og fortæller om designet; hvad der fungerer og hvad, der kunne være endnu bedre. I dette indlæg har vi valgt at fremhæve en kampagnemail fra Boody.

Først lidt om Boody

Blødt. Simpelt. Bæredygtigt.

Det er kort sagt sådan, Boody vil beskrive sig selv.

Boody er et tøjbrand, der er yderst fokuserede på at producere kvalitetsbevidst og bæredygtigt hverdagstøj, samt afslappende basics til dit klædeskab. Deres produkter er fremstillet af økologisk dyrket bambus og bomuld, og de har altid deres kunders velbefindende som hovedprioritet.

De opfordrer til, at bæredygtighed skal ses som en rejse - ikke en destination. De mener, at vi alle kan og skal blive bedre til at udforske, spørge, undersøge og være åbne over for grønnere alternativer - på deres hjemmeside kommer de selv med forslag til, hvordan deres kunder kan blive mere bevidste om emnet. 

Boody’s fokus på det simple og lækre, samt deres høje kvalitetsbevidsthed er tydelig mærkbar, hvilket også kommer til udtryk i den mail, vi har valgt at fremhæve fra dem:

Tekst

• Boody’s tekst i den udvalgte mail er minimal og simpel i sit udtryk, hvilket ikke er en dårlig ting i dette tilfælde. De formår nemlig at nå frem til deres pointer på en elegant måde, hvilket matcher deres overordnede stil til punkt og prikke.

• De henvender sig direkte og fanger hurtigt opmærksomheden hos os, der snart skal afsted på ferie. Det er smart, da det får os til at føle os set! Derudover fokuserer de på, hvordan deres tøj vil få os til at føle os komfortable og se fantastiske ud.

• Efterfølgende har de indsat en CTA, som siger “SHOP THE LOOK”, hvilket appellerer til, at vi handler på vores potentielle lyster til at føle os komfortable på vores rejse og se fantastisk ud.

• I resten af mailen fokuserer de deres tekst på at beskrive de forskellige produkter, der præsenteres i løbet af mailen - helt konkret og enkelt.

• Derudover har de tilføjet nogle overskrifter til de præsenterede produkter, som gør, at vi kan forestille os scenarier, hvor produkterne kunne være lækre at have - eksempelvis: “Komfort på farten” og “Hvil og lad op”.

• Efterfølgende linker de ind til sider, hvor vi kan finde mere ‘kvindetøj’ og ‘mandetøj’. Det er smart, hvis vi endnu ikke har følt os fristede af mailen - på denne måde får de tilbudt en sidste indgang til at checke Boody’s udvalg ud.

• De afslutter mailen med at pointere, at de er et bæredygtigt valg, fri fragt over 499 DKK, at tøjet kan prøves i 30 dage. 3 helt klare goder for os!

• Til allersidst linker de til deres sociale medier, hvor vi kan tage et kig på deres ‘konkurrencer og opdaterede nyheder’.

Design

• Der er tænkt ud af boksen med opsætningen på mailen - vi bliver ledt direkte ind til den famøse pakkeliste til sommerferien, hvor alt skal krydses af. Det skaber illusionen om, at vi har krydset deres produkter af på vores pakkeliste.

• Layoutet fremstår enormt lækkert, enkelt og indbydende, hvilket leder tilbage og bliver den direkte opfattelse af brandet.

• Mailen gør fint brug af luft og afstand omkring billeder og tekst, som gør det enormt nemt at forholde sig til indholdet, samt gør det hele meget overskueligt og let for øjnene at scanne.

• Farvepaletten er i stil med brandets visuelle identitet med farver, der omfavner det jordnære aspekt og tanken om bæredygtighed, som er karakteriseret ved lettere jordfarver i grønne, brune og beige nuancer.

• Måden, hvorpå produktbillederne interagerer med budskabet, er enormt behageligt og inddragende. Der er gjort noget ud af at implementere dem på en måde, som virker naturlig ift. en pakkeliste.

• Simplicitet og minimalisme er nøgleord i mailen, hvor hver kategori er sat enkelt op med 2 produkter, samt en dertilhørende, passende overskrift.

• Vi ser et teksthierarki hvor de væsentligste overskrifter er i fed eller med en større skrifttype, hvor vi som modtagere hurtigt kan afkode budskabet.

• Der er en fin sammenhæng mellem mailen og hjemmesidens visuelle stil, og det er nemt at afkode, at mailen kommer fra Boody gennem logo, farver, typografi og layout. Alt dette gør vores indtryk af brandet som modtagere enormt troværdigt og tillidsfuldt.

Hvad kunne være bedre:

• Vi så gerne, at CTA-knappen havde været en smule mere iøjnefaldende. Det kunne enten have været i form af en tekst, der var skrevet i fed eller med en mørkere kant til at indramme knappen.

• Vi synes, at en smule skygge på produkterne ville have været med til at få dem til at stå endnu mere frem og ville have skabt en smule mere dybde. På den måde ville billederne i højere grad have blendet ind med baggrunden.

• Fordi vi er trofaste læsere af Boody’s nyhedsbrev, og VED hvor dygtige de er til grafik og design, så kunne vi godt have ønsket os, at headerbilledet havde fået lidt mere kærlighed. Enten i form af organiske, bølgede og bløde former, eller at der var leget mere med teksten og dets placering og form.

Er du på udkig efter mere inspiration? 👀

Så kan du besøge denne side. Her sætter vi nemlig også løbende lækre e-maildesigns ind, som du kan finde inspiration i til din næste e-mail.

Læs videre 🤓